Archive for July, 2006

Strand, øl og pool

1 comment July 31st, 2006

Efter en lang hård arbejdsuge med spændende højdepunkter (bilen) er det endeligt blevet weekend igen :)

Manasquan Beach
Fredag lavede vi ikke noget vi kan huske, så det kan ikke have været meget :P Lørdag havde vi dog bestemt os for at tage på stranden, så vi var afsted noget tidligere end sidst denne gang, og kom afsted allerede kl. 10.15. Vi ankom til stranden lige omkring kl. 12.

Første indtryk af Manasquan stranden: Succes! Der var masser af andre unge mennesker, masser af tøser i bikinier :P og der var folk der kastede med ting (på Point Pleasant måtte man ikke spille med bold, nedtur!). Vandet så galt godt ud og der var store bølger og en gal brænding :) Masser af bodysurfing!!

Eneste minus: Der var så siiiiindssygt varmt at man brændte sine tæer på sandet! Det var seriøst, tåbeligt, rygende varmt. Man skulle lige skubbe de øverste 5 cm væk for at man kunne stå på det uden at skolde sig. Jeg smurte mig godt ind i faktor 8 ud over det hele, og gentagne gange. Dog spurgte jeg ikke, i vores indforståede homofobiske afholdenhed, ikke de andre om de ville smøre mig på ryggen. BIG mistake! Kan godt mærke det i dag :S Har også fået god farve i ansigtet, men hvad regner man med når man er der i 4 timer og vi ikke har fået så meget sol? :P

Casualties! We need a medic! Stat!
Henrik lignede en stegt julegris da vi kom hjem, var ret sjovt! Hehe, Egon er lidt rød på ryggen også og har også et rødligt skær i ansigtet, så vi ligner hinanden lidt, dog er han vist lidt mørkere i huden end mig, så det har ikke været noget problem for ham. Jeg er noget lysere, så har et rødligt skær over mig i dag. Lars var solsky, men han er også MEGET bleg lys i huden :) Uheldigvis har manden ingen sandaler, så han var gået ned på stranden i sine sko og strømper, og smurte sig ind som sådan. Da han kort tid efter tager sko og strømper af smører han sig ikke der. Resultat = Lars har MAJET røde fusser i dag :D Han er monster-hævet på højre ben.

Druk – Ivy Inn og pool
Vi tog hjem og lavede hasselbagte kartofler og bøffer med bernaisesovs til, det var mam! Vi gik nu igang med at drikke Bacardi Lemon én masse! Sååå fuld jeg blev (mor, lad være med at læse det her ;) ). Henrik var designated driver i aften, så han sad og så ædru ud (og var det vist også, selvom vi har vores tvivl pga. hans opførsel i dag, han virker bagstiv :P ).
Vi tog til Princeton denne gang, og faldt over noget der hed Ivy Inn (hvilket må være den pub Michel anbefalede os, men han kaldte den Ivy Pub og påstod den lå i New Brunswick, stive mand! :) ). Lars var kommet afsted uden ID (fjuls! ;) ) og Henrik og ham måtte derfor tur/retur for at hente hans ID. Der var hyggeligt, billige øl, mange mennesker, og pool! Yeah!

Vi fik os dog vist blameret rimeligt meget i pool, vi var alle lidt fulde, og de andre var mega-seje til pool, så det stoppede vi hurtigt med igen ;)
Som alle andre steder i USA lukker sådan et sted åndssvagt tidligt, så allerede lidt i 2 blev vi gennet ud igen, og hjem tog vi så.

Jeg sluttede aftenen af med at spille pool herhjemme med Egon og æde store mængder chips, hvilket rummet bærer præg af i dag. Har lige svinget støvsugeren over det så det ser præsentabelt ud igen ;)

Søndag – Møde med Anders
Vores ærede vejleder, Anders P. Ravn, havde meldt sin ankomst lørdag, og vi havde aftalt at mødes med ham søndag. Efter lidt indledende grinen af hinandens forskellige røde kropsdele og lidt generel slængen efter druk-turen aftenen inden mødtes vi med ham lidt over kl. 16 i Princeton. Vi fandt ned på Nassau Inn hvor han logerer, fandt Anders (efter at være blevet udpeget som danskere af en finne i elevatoren :P ) og gik ned på en tætliggende plads for at snakke. Vi snakkede lidt løst og fast omkring hvordan det gik, og hvad vi havde af planer for de ting vi arbejdede med.

Efter det formelle og uformelle var overstået aftalte vi at vi henter ham i morgen så han kører på arbejde sammen med os. Vi skal også spise aftensmad med ham i morgen, bliver hyggeligt, han er en hyggelig, sjov og eftertænksom ældre herre som snyder lidt ved første indtryk. Jeg kan rigtigt godt lide ham :) Underfundig er vist ordet jeg ville beskrive ham med, og så er han berejst som få andre pga. samarbejde med andre universiteter rundt omkring i verden, og konferencer.

Lars’ opsvulmede røde fødder gjorde dog at vi ikke blev længere i Princeton, og vi kørte direkte hjem. Fik laks til aftensmad, mums!

Bilbøvl

1 comment July 29th, 2006

Har lovet at skrive lidt om det bøvl vi har haft med at finde ud af lejen på vores bil, så som sagt så gjort.

Vi havde jo først lejet en Ford Escape, en “lille” (compact), sød Sports Utility Vehicle (SUV), til nogen og 2.000 kr, inkl. de mest nødvendige forsikringer som kasko og ansvarforsikring.
Da vi efter en uge ikke havde fundet nogen kandidater til at købe, måtte vi jo leje en bil for resten af tiden vi skulle være her. Havde fået at vide det var billigere at leje i Newark, så vi tog derhen i stedet for JFK. Ganske rigtigt, vi kunne få en almindelig SUV til ca. $4.000, alt inkl. (dvs. forsikringer, skat og en ekstra fører). Alt var godt, og vi tog hjem. Mei Yu, vores udlejer, mente dog nok vi kunne få den lidt billigere igennem en af hendes kontakter, AVIS i Princeton. Vi tog derned, og efter en længere tåget samtale konkluderede vi at det ALDRIG kunne betale sig at skifte til dem i Princeton. Den store forskel i hvad de kunne tilbyde, og så hvad vi troede vi skulle betale fik os dog til at tvivle på den pris vi troede vi havde fået. Tilbage til arbejde, frem med lejekontrakt, og der stod ganske rigtigt ingen steder noget om $4.000. Vi ringede til AVIS og fik at vide at vores leje lød på ca. $1.600 om måneden, EKSL. forsikring!! AAARH!

Vi var pænt meget på røven med andre ord, forsikring (kasko, $22.95/dagen, og ansvar, $12.99/dagen) ville gøre det uforholdsmæssigt dyrt. Lars og jeg tog derfor til Newark efter at have smidt de andre af derhjemme. Lang historie kort: De kunne godt se miseren, og gav os bilen til samme pris som vi havde den gamle til, dvs. $339 om ugen. Bliver til ca. $4.400 vi brænder af på billeje, alt i alt. Dvs. ca. 26.500 kr. Mojn!
Lars har et bedre sammendrag af begivenhederne.

Heldigvis er alt godt igen, vi har papir på lejen, og nu er den bekymring ude af verden.

Uge 3 – Mad, New York og andre små-ting

3 comments July 24th, 2006

Godt så, vi farer lystigt videre til sammendraget af uge 3, hvilket så bringer mig næsten up to speed mht. at rapportere hvad jeg går og laver.

Restaurant med Maria og Anders
Som sagt skulle vi ud at spise med Maria og Anders mandag, så efter arbejde kørte vi op og hentede dem, og kørte så til Arirang Hibachi Steakhouse and Sushi Bar, en japansk restaurant som Anders tidligere har prøvet, sidste gang han var i USA. Konceptet er at gæsterne sidder i en halvcirkel omkring en stor, stor stegeplade, mens en kok står og tilbereder ens mad. Det er yderst underholdende og vældigt festligt at se på, og kokkene er ikke bange for at fyre alverdens sjove kommentarer af eller kaste mad efter en som man så skal gribe med munden :)

Maden var lidt dyr synes vi da vi bestilte, men efter at have spist og nydt underholdningen kan vi ikke sige andet end at det var alle pengene værd og lidt til. Vi var allesammen meget mætte, og kødet var sindssygt mørt, det var helt utroligt! Og så godt det smagte det hele! Mums!

Efter en yderst hyggelig aften i selskab med dem kørte vi dem nu hjem og sagde farvel, de havde planer om at cruise rundt resten af ugen og få set en masse ting, så vi ville ikke få set dem igen før de tog hjem.

Six Flags – Kingda Ka – Take One
Torsdag tog vi til Six Flags Great Adventure igen efter arbejde, denne gang stålsatte på at prøve Kingda Ka. Vi tænkte at hvis vi tog derop en torsdag direkte efter arbejde, så kunne der da umuligt være ret proppet med mennesker….. Men der tog vi så fejl :P Skolerne har åbenbart ferie nu, så der var rimeligt proppet, og Mei Yu fortalte os at parken er ret populær, også med folk fra New York og andre stater af, så vi kan ikke regne med at der er nogen dage hvor der ikke er bare lidt travlt.

En anden kæp i hjulet var også at Kingda Ka var lukket af ukendte årsager, så det var helt umuligt desværre for os at prøve Kingda Ka den dag. Vi tog i stedet til takke med El Toro som stadig er sindssygt fed, den kører 112 km/t når det går stærkest, og den er ca. 60 m. høj! It’s crazy! ;)

New York – Mere Sightseeing
Lørdag tog vi ind til New York igen, denne gang var jeg udstyret med mit kamera, så jeg var godt spændt på hvilke skud jeg ville få i kassen :)

Vi kørte op til Liberty Park og tog de gratis Staten Island færger. En sjov note er dog, at jeg, i min iver for at tage nogle billeder og lege lidt med kameraet, stod og tog billeder af nogle tilfældige færger. Jeg lagde mærke til en mand som stille gik hen imod mig, og da han stod lige ved siden af mig spurgte han så hvad jeg lavede? Der stod “Security” på hans tøj, så han var tydeligtvis bare en over-ivrig sikkerhedsvagt der var blevet hjernevasket af alt “post 9/11″ virakken og nu rendte rundt og så terrorister overalt. Jeg svarede at jeg bare tog lidt billeder af færgerne, og det var turist-billeder. Han spurgte så hvor jeg var fra, og mens det var meget fristende at svare “Afghanistan” på rustent engelsk sagde jeg dog “Denmark”. Han sagde det var okay, men at jeg skulle passe på pga. truslen fra terrorister osv. Eh, okay makker! Gå hen og gener nogle andre hva’r? :)
Nå. Sejlturen tog os forbi Frihedsgudinden og Ellis Island samt Governor’s Island, så masser af fotogene muligheder der (aaarh, mangler telelinser!!). Vel ankommet til NY tog vi subway’en op til Times Square, men vi nåede ikke engang ud af subway’en før det stod ned, så efter lidt hastig rådslagning gik vi ind på Dallas BBQ og fik os en ordentlig omgang mad. Det er burgere og steaks på en anderledes måde, og der var meget mad, og det var godt! Da vi var færdige med at spise trillede vi videre mod FN-bygningen, lige indtil vi nærmest faldt over Grand Central Station. Den er jævnt stor, og meget flot indvendig! Vi kom ned til FN-bygningen, men der var lukket, og de havde derfor uheldigvis valgt at stryge alle flagene, så det så mindre imponerende ud end det plejer (vil jeg tro).

Fra FN-bygningen gik vi ned til der hvor de optager Late Night Show med David Letterman, og tøffede lidt ned af den eksklusive 5th Avenue som huser nogle meget, meget dyre, eksklusive forretninger, mode og diamanter en masse!

Nørder som vi er, så skulle vi jo også lige indenom Apples store forretning, og mojn der var proppet! Men alt det Apple-hardware! Savle :P

Vi gik nu op i Central Park, hvor vi fik mulighed for at sidde og hvile lidt på nogle klipper i en 10 minutter. Vi havde gået pænt meget på det tidspunkt, så det var tiltrængt. Vi gik nu videre nedaf i parken, for at støve en H.C. Andersen figur op, men blev afbrudt af regnen som stille og roligt begyndte igen. Dette fik os til at søge til den nærmeste subway for at tage til Chinatown, hvor Anders havde fortalt vi kunne finde billige ting, solbriller, parfumer osv. Efter lidt lallen rundt i Chinatown, og en lille omvej inden om Little Italy, havde vi dog ikke fundet noget af interesse, og vi søgte ned mod Staten Island færgen igen. Vi kom lidt på en omvej, men fandt ly under Franklin D. Roosevelt Drive mens regnen igen begyndte at stå ned, og traskende i læ herunder gik vi ned til færgen og tog turen tilbage til Liberty Park, hvorfra vi kørte hjem igen, godt brugte.

Søndag – Censur min r*v!
Søndag stod jeg op og startede dagen med en 1 time lang løbetur, var kvæstet resten af dagen pga. det, mine ben var smadrede, men det var nu rart alligevel! ;) Lars gik til den med støvsugeren først på dagen mens vi senere på dagen fik besøg af Mei-Yu, Dieter og Jeremiah, de skulle lige hente og aflevere nogle møbler, og så fik vi hyggesnakket lidt med dem mens vi nød en øl udenfor og jeg fik spillet lidt bold med Egon og kastet lidt mere med football’en.

Efter en veloverstået middag, aftenens ret var kyllingelår og ris med karry-sovs (a la Lasse *host* :P ) kom der “Fight Club”, og den måtte vi jo se. Men SUK, de hoveder som styrer amerikansk censurering fatter jo bjælde! Alle forekomster af ordet “fuck” og diverse bøjninger deraf var pænt blevet “mutet” ude, så i stedet for et stort “fuck” kom der bare ” “…..ud af højtalerne! Meget belastende! Censureringen gjorde sig også bemærket da vi i sidste uge så Gladiator, og alle “blodige” scener var klippet ud. Folk der bliver skåret ned, trampet ned, halshugget og hvad nu, det var altsammen klippet ud, hvilket bare ødelægger meget når man nu ved at det skulle have været der! Lame!

Nå, det var vist det for uge 3, nu vil jeg gå over til at opdatere lidt mere dagligt, forudsat der sker noget der er værd at skrive om altså ;)

Nu må jeg også hellere se at få sendt nogle mails afsted til folk, for at gøre opmærksom på at jeg lever, og at den her blog eksisterer så de kan blive opdateret omkring hvad jeg går og laver :)

Hygge, og hav det nu ikke alt for sjovt derhjemme uden mig! :P

Uge 2 i de “frie og rige’s” land

Add comment July 17th, 2006

Efter vi er begyndt at sætte pris på at The Man Show og det evigt fantastiske (for teknisk interessede og drengerøve i alle aldre) MythBusters bliver sendt hele tiden og igen (og Family Guy er skis’me også sjovt :) ), så får vi set en masse af det :)

Vi har fået købt ind til at lave sandwiches nu, så nu har vi nogle helt igennem fantastiske sandwiches med til frokost hver dag på arbejde. Arbejdet skrider fremad, Egon og jeg er røget i en minigruppe sammen om at lave en “ting”, men Lars og Henrik sidder og haxer maks på noget andet. Så langt så godt :)

Run Forrest, Run!
Vi (Henrik, Egon og undertegnede) får løbet en del herovre, men temperaturen dikterer til tider rimeligt meget hvornår vi løber, da det snildt bliver over 30 grader celsius herovre om dagen. Selv om natten er der ret varmt, og man begynder ret hurtigt at sætte pris på aircondition, også selv om den sikkert koster en forkølelse på et tidspunkt :/
Vi løber oftest om aftenen, ikke mindst fordi vi først har fri kl. 17, men som sagt også pga. temperaturen. En enkelt dag løb Henrik og Egon efter vi kom hjem, men det lød som om at sikkerhedsventilen var gået på Egon pga. varmen :P

Ugens forløb
Mandag til torsdag gik, så vidt jeg lige husker :) , fint, vi arbejdede, tog hjem, spiste, stenede og løb lidt. Jeg legede med mit kamera og fik efterhånden min nyindkøbte server op at køre således jeg kan hoste www.zenith.dk og lidt senere igen også www.bigum.org .

Princeton og en halv flaske rom
Onsdag tog vi en tur ind til Princeton og så Pirates of the Caribbian 2 – Dead Man’s Chest. Et ord: ØV! Havde høje forventninger efter at have set den første, men 2′eren er godt nok ikke for god. Jo, der sker en masse, og Depp er okay igen igen, men det er kun en halv film, man har intet set hvis man ikke også smider sine penge og ser 3′eren også. Men heldigvis fik vi set lidt at Princeton også, og den ser rigtigt interessant ud. Universitetet har en masse gamle bygninger, og der er en masse andre spændende bygninger i byen også, så der skal vi helt klart tilbage til og se mere.

Six Flags – Great Adventure
Jvf. anbefalingerne fra Mei-Yu og Jeremiah købte vi fredag sæsonkort til Six Flags parkerne. Vi har købt et kort der gælder til alle 3 typer parker (safari, tema og vandland). Så nu kan vi rigtigt slå os løs og gå amok :) Vi glæder os allesammen enormt meget til at prøve Kingda Ka, verdens største og ondeste rutsjebane, ca ;)

Om fredagen tog vi så til Six Flags direkte efter arbejde, og vi skulle mødes med Maria og Anders som var derovre for at besøge noget af hans familie. Vi var deroppe ca. kl. 17, og gik så lidt rundt mens de lige blev færdige med at stå i kø. Anders havde stået i kø til Kingda Ka i 4 timer!! De første to attraktioner vi gik hen til var uheldigvis lukket, meget betryggende, eller noget! Fik så stillet os i kø til Batman – The Ride, som faktisk var ganske fin! Vi gik nu over til El Toro, hvor vi mødtes med Maria og Anders. Efter et lille glædeligt gensyn stillede vi os i kø til den. Ca. halvanden time senere kom vi ombord, og F-U-C-K da den var fed!!! Det fatter man da SLET ikke medmindre man har prøvet den! Go home Falken i Fårup :P \

Vi nåede og at prøve Superman og Skull Mountain inden kl. var ved at være 22, og parken skulle til at lukke. Vores supernice SUV kan have plads til 7 når man slår bagsæderne op, så vi kørte 6 mand høj hen til til Wendy’s og kastede os over “godterne” :) Skal siges, at til sammenligning med BK og McD er Wendy’s faktisk ret godt. Det smager af kød, hvilket jeg kan stå inde for da jeg bestilte en Trippel-noget, som havde 3 bøffer i sig, og jeg var undervejs ved at omkomme af kødforgiftning, for *puuust* da også hvor var der meget kød i den! :D

Vi kørte dem hjem og så var det ellers på hovedet hjem i seng efter en lang dag!

Stranden – Sooo Bright You Are!
Vi sov lidt længe lørdag og kom derfor lidt sent af sted, men af sted til stranden skulle vi! Vi tog, på anbefaling af Kathrine, til Point Pleasant, en tilsyneladende meget populær strand, for der var da godt fyld op! Det kostede $7 at komme på stranden, lidt frækt synes vi, men hvad, skik følge eller land fly, så frem med pengene! Vi ankom først omkring kl. 16 pga. kraftig trafik og det var pænt svært at finde en parkeringsplads. Egon og jeg fik badet lidt, og kastet en masse med football’en vi havde medbragt, men uheldigvis lukkede stranden allerede kl 17, suk! Tror godt man kunne være blevet længere, det var bare livredderne der gik hjem, men da det begyndte at regne alligevel tog vi hjem. Det havde været en meget god tur ellers, og så fik vi da også chancen for at vise vores blegfede kroppe frem, oh suk hvilket syn! :D

Paaart-eei!
Hjemme igen fik vi banket nogle hotdogs sammen og begyndte at gøre klar til at tage i byen. Jeg havde meldt mig som designated driver, så kunne jo ikke drikke, piv! Efter de andre var blevet godt muntre kørte vi til New Brunswick, som min kammerat Michel havde anbefalet os at gøre. Vi blev hjulpet godt på vej af det herlige techno-/dance-nummer, Boten Anna af Basshunter. New Brunswick er en universitetsby ligesom Princeton, men det er mere internationalt og upper-end i Princeton, mens New Brunswick skulle være mere for arbejderklassen (med andre ord, mere som os ;) ). Vi tågede først rundt efter noget der hed “Ivy Pub” hvilket Michel havde anbefalet, men vi gav op og endte med at tage ned på en bar/pub-ting der hed “Stuff Yer Face”, som var en “Beer Club”. Der var meget lyst inde efter danske standarder, og alt for mange fyre, så adspurgt om natklubber blev vi peget ned til noget der hedder “The Glo” af en servitrice. Efter at have fundet stedet og betalt for at komme ind opdagede vi at det var på størrelse med Giraffen inde i gaden, hvis ikke mindre, og så var der ca. dobbelt så mange mennesker som der er derinde, selv på en god aften. Pust så pakket der var!!

Anyways, efter de første indledende kramp-agtige og mærkelige forsøg på at falde ind og se om man kunne danse lidt, faldt vi i snak med en pige der hedder Kim, som var vældigt sød. Vi fik danset lidt med hende og snakket lidt med både hende og hendes kæreste, men ak, i USA lukker man åbenbart allerede kl. 2, så vendte tur-karavanen næsen hjemad igen, dog havde vi fået lovning på at Kim nok skulle vise os alle de gode steder at gå i byen i New Jersey, så det ser vi frem til ;)

Stener-søndag
Ovenpå en hård fredag og lørdag sov vi længe søndag og brugte helt generelt bare dagen på at slappe mest muligt af ;)

Vi havde aftalt at tage ud og spise med Maria og Anders mandag på en restaurant de kendte, så det glædede vi os til.

Over and out for uge to her i guds eget land!

USA – Indtryk og beretninger fra den første uge

2 comments July 10th, 2006

Nu hvor vi har været her et stykke tid giver det vist god mening at opsummere på den første uges mange oplevelser og indtryk.

Starten
Vi var lidt trætte efter søndagens strabadser, men vi kom op og fik et bad allesammen, og kom så ud af døren uden at have fået morgenmad, vi havde jo intet i huset der kunne spises. Igen kom Lars’ PDA os til undsætning, og vi fandt frem til arbejdet lige til øllet, trafikken er rimeligt hidsig om morgenen herovre åbenbart, noget vi også opdagede de følgende dage.

Vel ankommet til arbejdet startede vi med at indfinde os på det forkerte kontor, Panasonic har to kontorer der ligger direkte overfor hinanden på 2. sal, og vi valgte så det forkerte :)

Nå, efter den lille misforståelse kom ud af verden blev vi modtaget af Kathrine Guo, hende som også havde været i Danmark sidste år i Oktober da hende og Steven (en anden gut fra Panasonic) var ovre for at høre hvad vi havde lavet. Hun fik os vist lidt rundt, og sekretæren, Michelle, var også rigtig flink og viste os de mest grundlæggende ting rundt om på kontoret.

Vi fik nu anvist vores kontor, som de var MEGET overbeviste om at vi aldrig nogensinde kunne sidde 4 i, men det fik vi nu ret hurtigt overbevist om at det ikke var noget problem. Vi er vant til meget mindre kår ;)

Arbejdet
De næste par dage på arbejde gik med at få alting op at køre og få sat maskinerne op til det vi er vant til. Kathrine kom forbi og fortalte også hvad det var de gerne ville have vi arbejdede på.

For at undgå at skulle skrive det en masse gange, så skal vi arbejde med sikkerhed under Linux. Vores sidste projekt handlede om sikker Inter-Process Communication under Linux, og de tre ting de gerne vil have os til at arbejde med handler lidt, men ikke udelukkende om de samme ting. Vi er underlagt en Non-Disclosure Agreement (NDA) som gør at vi ikke må fortælle mere om det, men det ville de fleste af jer sikkert heller ikke forstå alligevel hvis jeg først begynder :D

Fritiden
Anyways, efter arbejde gik tiden med at slappe af, pakke ud, handle og lige lære naboområdet at kende lidt. Udlejeren har boet i huset før vi flyttede ind, og hendes 17-årige knægt har efterladt en X-Box som vi har fået lov til at låne. Vi købte et par spil ekstra til den til at underholde os med, Mortal Kombat, et NHL -spil og så et 4-spiller racerbils-spil, så vi har en konstruktiv måde at afreagere overfor hinanden på ;)

Maden
Vi var ude at spise to gange i løbet af den første uge. Om mandagen, den dag hvor vi ikke fik morgenmad, tog Kathrine og hendes chef, I.P. Park, os med ud at spise kinesisk mad til frokost. Det var godt, men spicy!

Anden gang var med udlejeren. Hun havde lovet at lave en ægte “outdoor american BBQ” den 4. juli, hvis vi fik “A’er”, hvilket svarer til en 10 stykker på den danske karakter-skala. Vi fik jo som bekendt allesammen 11, så nu sad hun på den :) Desværre var vejret ikke til BBQ, så hun tog os, og hendes familie (manden Dieter og sønnen Jeremiah) samt husvennen Peter (autist, lyder fuldstændig som Dustin Hoffmann i Rainman! Blev ved med at spørge efter om vi var New York Yankees fans :P ). Så vi troppede op 8 mand høj, og det var vildt godt! Maden var rigtig god, der var buffet og et kæmpe udvalg, og de var rigtigt søde og vi snakkede rigtigt fint med dem. De anbefalede os bl.a. at købe
sæsonkort til Six Flags parkerne.
Meget mætte tog vi retur og så lidt VM-bold inden de trillede afsted igen.

På arbejdet gik meget af tiden som sagt med at falde til, og vi havde endnu ikke fundet ud af at lavet noget madpakke halløj, så derfor var det ud at køre hver dag for at finde frokost. Det løber meget hurtigt op, men vi fik da prøvet nogle forskellige ting :) Om tirsdagen prøvede vi kantinen i den tilstødende bygning, men vi var blevet advaret på forhånd om at den var ringe, og lad mig sige så meget at det var den dælme også! Resten af ugen spiste vi ude :D
Første gang var det sandwiches, mens anden gang var det en stor omgang salat til mig mens de andre fik wraps, tredje dag (fredag) var det på Wendy’s, bare lige for at prøve en “ægte” amerikansk burger :P

Bil – To rent or not to rent!
Vi brugte også to eftermiddage på at kigge efter brugte biler, men vores søgen endte uden resultater, så vi endte med at beslutte at køre til New York om lørdagen for at sightsee, men lige så meget for at få forlænget lejekontrakten på vores bil. Lars’ PDA guidede os sikkert frem til AVIS i JFK (overraskende lang køretur faktisk, tog halvanden time ca.), hvor vi fandt ud af at det var meget billigere at leje i Newark, og at de rent faktisk havde tilbud på klassen af SUV’er et hak over vores, så det var faktisk billigere!! Tosset :P ).

New York – Take One
Vi afleverede derfor bilen, og tog så ind til New York for at lege vildere turister :) Vi kom med toget ind til New York Penn Station og gik derfra sydpå langs 5th Avenue, efter lige at have kigget på Madison Square Guarden lidt hurtigt. Vi fandt ned af Broadway også og Avenue of the Americas. Turen gik ned igennem Washington Square Garden (som vi bagefter læste i Henriks guidebog, skulle være et “næsten sikkert” sted at opholde nu om dage, men det har tidligere været narkohandlersted nummer 1, piv!), og så indenom en japansk restaurant hvor vi fik noget sindssygt godt mad!

Fuldt opladede på batterierne igen drog vi nu videre ned sydpå Manhatten, og gik langs vandet i en dejlig, skøn park. Herfra havde vi udsigt til Frihedsgudinden, som dog lå så sindssygt langt væk at hun er enddog meget lille på vores billeder.

Videre herfra kom vi nu til Ground Zero. En KÆMPE byggeplads, med hegn om! :) Der var egentligt ikke så meget at se der, det var mere fordi man vidste hvad der var sket at det var interessant. Vi gik herfra over til Wall Street, hvor der pudsigt nok var gang i vildere bryllupsfotografering, hvilket skulle forklare nogle af vores billeder ;)

Vi hoppede nu på subway’en og tog tilbage til Penn Station (hvor jeg fik en Smoothie fra Dunkin’ Donuts, mums den var god!), og derfra ud til Newark International Airport hvor vi nu har lejet en MEEEGA stor SUV: en Ford Explorer 8) Den er stor og ond, og kører BARE ikke ret langt på literen, men så er det jo godt den har en 85 liters tank(!) :D

Vi kørte nu retur for at slappe af, og det var så det vi fik med af New York :)

New York – Take Two
Jeg havde lige en tur ind til New York til gode endnu, fordi jeg skulle have købt mig et nice kamera. Butikken havde typisk nok lukket lørdag men åben søndag, suk! :) For at gøre en lang historie kort (og det er jo noget jeg er god til, eller…?) så har jeg købt mig et Canon EOS 350D digitalt spejlreflekskamera, med et Sigma 24-70/F2.8 EX DG Macro objektiv og en Sigma EF 500 DG Super E-TTL flash, 2 stk Lexar 2GB hukommelseskort, et Sigma filter til objektivet og endeligt en taske til kameraet. Dyrt, men nu skal der dælme også lejes og tages maks. mange billeder :P Har jeg glædet mig til længe!

En sjov historie hører der dog lige til turen ind (udover at jeg fik en Smoothie mere fra Dunkin’ Donuts i New Brunswick :D ), jeg kom til at snakke med en sød ældre dame som oprindeligt var fra Minnesota af, men som har boet de sidste 20 år i Nicaragua. Hun rejste sammen med en kvinde fra Mexico af, og hun sad ved siden af en ung pige som var fra et land i Afrika af som jeg har glemt nu ;) Det var meget hyggeligt, og jeg endte med at følge damen fra Nicaragua af op til en taxi mens jeg slæbte noget bagage for hende. Hun var meget glad :)

Ude godt – Hjemme bedste
Tilbage i Princeton (fik en ussel Smoothie på vejen tilbage, ikke fra DD :) ) gik jeg pænt meget amok med kameraet og det blev testet i lidt af hvert. Forvent snarligst store vidundere fra min fotografiske hånd af, eller noget :D

Jeg opdagede til min store forbløffelse, forresten, at de andre nærmest ikke havde flyttet sig en METER siden jeg forlod dem ca. 6 timer tidligere, og det eneste der var sket var at de italienske filmstjerner havde på utroligtvis fusket sig vej til en VM titel mere?! Man forstår det jo ikke! (Okay Henrik forstår det, men ham kan man heller ikke regne med den Milan-mand som han er ;) )

Det var slut på første uge. Tune in later for more!

Hygge!

Rejsehelvede og andre ting der kan gå galt

1 comment July 2nd, 2006

Godt så!

Dette indlæg har til formål at berette om vores afrejse fra Aalborg og ankomsten i USA, med alle de krøller og vinkler der nu er på den ellers så tilforladelige, lille tur.

Afrejse fra Aalborg
Turen starter fra Aalborg, toget kører 13.10 eller deromkring, Lasse har IKKE pakket færdig da han står op lørdag morgen efter at have turet sammen med Egon, Nanna og Lykke aftenen før, og først efter et par ompakninger, og dertilhørende kassering af tøj som man 7-9-13 sikkert ikke får brug for, kan kufferten lukkes og Lasse er glad (og lidt sent på den).
Afsted hu-hej går den vilde skattejagt nu til banegården, hvor den glædelige overraskelse venter, at Nanna og Lykke har været super morgenfriske, og er kommet for at sige farvel! Nåårhh!

Efter lidt chit-chatten og afskedsfarveller hopper vi fire friske fyre ombord på toget og tager afsted mod KBH. DSB er vanen tro lidt forsinket, men det er ikke noget der kan genere os. Vel ankommet i KBH forvilder vi os ud til hvor vi skal overnatte, hos en af Egons kammerater, Dennis, som venligst har lånt os soveplads mens han alligevel ikke er der.

Vi tager en tur ind på strøget, spiser Spis Alt Hvad Du Kan Pizza til 49 kr, pyha, og slutter turen med at se lidt VM-bold hos Dennis inden vi kaster os over dynerne.

Kastrup – Tingene begynder at gå galt
Søndag er det tidligt op, vi vil være i lufthavnen i god tid. Selv med alt vores bagage lykkedes det i fin stil, og vi er der to timer før, så vi kan nå igennem sikkerhedstjek og lignende tåbeligheder. Efter lidt lallen rundt får vi også købt et par Georg Jensen fyrfads-lysestager til Mei-Yu, vores udlejer i Princeton, USA. Vi kommer på flyet, og ALT er godt og rart.

Troede vi!! Bagagelæsseren driller, og det koster os 45 mins forsinkelse fra Kastrup, og da vi kun har 1 time at gøre med i Frankfurt til at skifte fly, er vi lidt nervøse. Dog hjælper det at vi langt fra er de eneste der skal med flyet til Newark, og stewardessen fortæller de nok skal få flyet til at vente. Vi er lettede og tager turen med ro.

Frankfurt – Dødens pølse af en lufthavn
Hvor naiv kan man være?

Vi haster igennem Frankfurt, bliver kropsvisiteret 3 gange (ca., og den ene gang skal Henrik endda af med skoene også!) og når ud til vores gate, blot for at erfare at flyet LIGE har fjernet sig fra gaten, og vi ikke kan komme med.
Får at vide at vi kan være heldige at komme med et andet der flyver 15 min senere, men finder hurtigt ud af at det allerede er helt booked. Summa summarum: Vi skal vente 4 timer i Frankfurt på det næste fly, som flyver til JFK lufthavnen i stedet for Newark.

Dette giver to problemer: 1) Vi havde en løs aftale med Mei-Yu om at hun ville komme at hente os i lufthavnen 2) Vores udlejningsbil står i Newark og venter på at blive hentet.

Lars hiver kampklar sin PowerBook op og skriver til AVIS at vi gerne vil hente bil i JFK, og skriver til Mei-Yu om vores nye forventede ankomsttid. Vi kan ikke på dette tidspunkt gøre andet end at håbe at begge mails når frem og bliver læst.

Vi bruger tiden i Frankfurt på at spille bordfodbold (yeah, bordfodbold!!), lalle rundt, og ellers kede os overdrevet meget. Vi har fået €5 pr næse til at underholde os for på United Airlines vejne pga. forsinkelsen, og de penge bliver prompte omsat til smoothies og is i en Haagen Das bod :P

Vi kommer med det næste fly, kommer nogenlunde afsted til tiden, men bliver forsinket på turen over pga. vejr og andre mærkelige ting, såsom en del turbulens undervejs på turen. Egon møder en polak i flyet, Adam, som vi nok skal mødes med i New York på et tidspunkt. Snakkede ikke lige med ham, men han virkede meget flink. Der er billeder af ham i galleriet.

New York JFK – Sikkerhed og forsinkelser – enhver rejsendes trofaste følgesvende
Da vi ankommer til JFK er der et hulens til uvejr løs, men piloten vælger at lande alligevel. En rimelig vild landing senere er alle lettede, endeligt fremme! Eller noget!!!
Vi er allerede ca. 30 min yderligere forsinket, og pga. uvejret ligger en masse fly ved gates’ne og venter på at vejret klarer op så de kan komme afsted. Dette bevirker at der ingen ledige gates er til os. AAARH!!

1 time senere lykkedes det os endeligt, og vi er på landjorden. *aaarggh splitte mine bramsejl* som enhver god søulk sikkert ville have sagt!

Anyways, JFK er varm, lugtende og enormt forvirrende. Vi får, efter lidt problemer, ringet Mei-Yu op, blot for at finde ud af at hun IKKE venter på os i lufthavnen. Phew! Det var godt, for efter at være blevet forsinket 1½ time pga. flytur og problemer med at få en gate, så tog det også lige yderligere en 1½ time at komme ud af sikkerhedskontrollen og få bagagen etc. Samlet forsinkelse: 7 timer. Jeg flyver SÅ meget direkte næste gang! :D

Nå, næste test: Fik AVIS mailen. Vi tropper op, møder alverdens forståelse, og AVIS Danmark HAR fået mailen og ændret bookingen, phew! Alting lykkedes vist alligevel.
En sjov lille krølle på historien er, at vi havde booket en stor sedan, og der var flere modeller at vælge imellem, så de spørger pænt efter hvilken model vi vil have, og vi beder efter den med størst bagagerum. De opgraderer os så på stedet til en “Compact SUV”. Mojn! Stor kasse af en bil siger jeg bare! Jeg er designated driver for den første uge, for vi lejer den med kun 1 kører.

Næste udfordring: Find ud af New York i live, og frem til huset.

Køreturen til New Jersey
Folk der havde tænkt sig om og havde tænkt fremad havde nok været rimeligt nervøse over turen ud af New York, men det havde vi SLET ikke nået til at tænke over endnu, undtagen Lars heldigvis, som havde været så over-jubel-fornuftig at hive en PDA med GPS med, så vi var assisteret af satellitnavigering. Lad mig gøre en (i forvejen) lang historie kortere: Vi var aldrig nogensinde i en mio. år nået frem uden GPS. Vi kom af og på motorveje og drejede hid og did, og kom over en stor betalingsbro og mange andre veje (men stadig i en meget lige linje) mod Princeton i New Jersey. Jeg var meget glad for Lars’ fremsyn på det område :)

Ankomst og første indtryk
Vi var fremme ved huset kl. 0.20, og møder Mei-Yu og hendes mand Dieter, som begge var helt enormt søde og gav os en hurtig rundvisning og lidt indledende chit-chat. Det lovede rigtigt godt for resten af opholdet, og vi var ved godt mod, men helt enormt smadrede! Det havde været en rigtig lang dag efterhånden og vi var godt brugte ovenpå strabadserne.

Ved første indtryk tænker man bare: F-A-R-K huset er stort!!! Se selv billederne :) Der er 4 soveværelser (et af dem er et “Master Bedroom” med tilhørende badeværelse som har toilet, badekar og bruseniche. Vildere!
Resten af huset består af stor, åben entre, lille hygge-stue og tilstødende pool-room, stort, åbent køkken med amerikaner-køleskab (naturligvis ;) ), enorm stue der har to 3-personers sofaer, en 2-personers og så en enkelt stol. Den ene 3-prs sofa bliver dog hentet, den står der bare midlertidigt. Dertil er der et vaskerum og så et toilet, det var så stue-etagen jeg lige beskrev :P
Overetagen har de fire soveværelser og et ekstra toilet. Tror lige vi klarer os :D

Der er også kælder som udlejeren dog bruger til en masse opbevaring, og der er en dobbelt carport, som åbner op indtil kælderen også, så derfor bruger vi den ikke.

Den aften endte med en hurtig omgang børsten tænder og så lige på hovedet i seng.

Vi fandt helt naturligt frem til hvilke soveværelser vi skulle have pga. at vi var så trætte, så nu er det også ude af verdenen.

Mandag morgen (dvs. dagen efter vi kom) skulle vi på arbejde, og det var BAAAARE rart at få et bad og så føle sig som menneske igen!!

Sidste ord: Vi er alle meget spændte på hvordan det hele kommer til at gå, specielt med den start på turen.
Men, som man siger: En dårlig generalprøve giver en god premiere ;)

Hello World

1 comment July 1st, 2006

Yeah!

Efter megen møje og besvær har jeg nu endeligt fået min server i sådan en tilstand at jeg kan tillade mig at bruge tid på at smide indhold på den. Denne post er skrevet d. 17 juli, men jeg poster den som værende postet d. 1. juli. Det gør det lidt nemmere at læse de næste mange indlæg :)

Jeg har tænkt mig at bruge denne blog som et åndehul hvor jeg kan aflade lidt omkring alting der foregår i mit liv, personligt såvel som mere fagligt.

God læselyst!


Search

Random Image

Array ( [blocks] => |randomImage [show] => [maxSize] => 150 [itemFrame] => none [albumFrame] => none ) Error:1

Calendar

July 2006
M T W T F S S
    Aug »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Most Recent Posts

Posts by Category

Posts by Month

Syndication

Powered By